A deadly fullmoon

[Kevin Ideex]

Tilegnet: Jon Coleman

Klokken var 23:50, og Kevin havde allerede forseglet døren til kælderen. Kevin have brugt hele sit lager af stormhateliksiren, men han havde ikke haft tid til at skaffe mere. Det var også fuldstændig udelukket at han selv havde brygget noget, da dette nok ville gøre mere skade end gavn. 23:57. 3 minutter til at han skulle genopleve den frygtelige følelse af at forvandle sig fra menneske til ulv. Han havde aldrig vænnet sig til smerten, og han ville sikkert heller aldrig gøre det. Det var egentlig så var det ikke så slemt igen at være ulv, når først forvandlingen var overstået. Det var egentlig dejlig fredeligt at kunne vandre rundt ude i skoven på denne måde og høre til på en helt anden måde, end man gjorde som menneske. Som menneske var det mere som et fremmede sted, der skulle udforskes, men som ulv var det mere hjemligt end et hus. Selvfølgelig var han kun i stand til at tænke på denne måde, når han var under indflydelse af stormhateliksiren. Når han ikke havde fået stormhateliksiren var hans sind mere ulv end menneske, og han ville ikke have kontrol over sig selv. Dette var selvfølgelig også grunden til at han ville tilbringe natten ude i skoven og ikke oppe på slottet. Det ville jo ikke være så godt, hvis han vågnede og hele slottet var blevet terroriseret af ham selv. Klokken blev 00:00. I starten kunne han ikke mærke noget, men efter et halvt minuts tid, begyndte en mærkelig smerte i brystet, og den voksede, og voksede. Kevin udbrød et skrig, som blev forvandlet til et hyl. Efter forvandlingen blev der stille, og den kæmpe ulv lå på gulvet og rørte sig ikke. Sådan her lå han i omkring fem minutter. portene ud til skoven åbnede langsomt, og Kevin åbnede pludseligt sine øjne. Han sprang nærmest ud af slottet og forsvandt ind i skoven.

[Jon Coleman]

Natten var allerede faldet på, og et tungt mørke lå tungt henover den tætte skov Jon vandrede rundt i. Han var på vej mod en helt bestemt bygning, som han vidste ikke lå langt derfra. Nogen ville måske kalde hans intentioner urene og uærlige, han beskrev det dog selv som overlevelse. Ideex familien var eftersigende meget velhavende, så mon ikke de kunne undvære lidt af rigdommene til den fattige rejsende?
Med sine meget tilgåede læder sko listede han igennem de tøre grene og blade så lydløst som over hovedet muligt, han tjekkede sit bælte, den lille kniv var der stadig, og staven lå trygt i det hylster han havde ’fundet’ i da han sidst var i London.
Klokken var 23.50 da han så på sit tikkende ur, og mærkede der med kulden på hans blottede hænder, han fumlede lidt med taksen han bar på ryggen. Den var egentlig tom, men det var ikke planen at den skulle forblive tom resten af aftenen, handskerne lå i bunden. Som en hver anden ting man skulle bruge, det absolut mest bøvlede sted.
Klokken passerede 23.57 og slottet var svagt i syne, langt de fleste lys på slottet var allerede slukkede, og Jon regnede med at de sidste snart ville gå ud, folk skulle jo også op dagen efter. Han tog en dybindånding og satte sig til rette i en position hvor han kunne betragte scenen for sig. Han gennemgik hurtigt sin plan inde i hovedet. Hoved døren var fomentlig låst, så det første der skulle gøres var at finde en åbning af en art, og dernæst kravle ind, og så gjaldt det bare om at være hurtig og lydløs.

Mens minutterne tikkede over 00.00 kom en let brise og åbnede op for et hul i skyerne, fuldmånen kom klart og tydeligt til syne. Det var et betagende og beroligende syn, selvom den lyste op i skoven og gjorde ham delvis synlig. Det sidste lys var også blevet slukket nu, og i en hurtig og smidig bevægelse kom han på benene, han krøb dog hurtigt sammen igen da et langt og smertefuldt hyl flængede den nattelige stilhed. Jon løsnede hurtigt remmen der holdte hans kniv på plads og lagde hånden om den, og en tung sten fyldte hans mave. Men han rystede det af sig, det var på tide at komme indenfor, og han havde ikke tænkt sig at vente på at det hylende væsen fandt ham.

[Kevin Ideex]

Det var egentlig en sjov historie om hvordan han var blevet til en varulv. Det havde været på hans første uge som ny professor i Flyvning, og for at bidrage så meget som han havde kunne, havde han taget mange nattevagter. Der var dog en af de nattevagter som han aldrig ville glemme. Kl var omkring 01:00, og Kevin havde hørt nogle mærkelige lyde oppe fra 4 sal. Så han gjorde hvad alle ville gøre. han gik op for at undersøge det, men det var nok den søste fejltagelse i hans liv. Han vidste selvfølgelig ikke der at varulven var en kollega, så han jagtede den, og ved et uheld, mistede prof. Wolf kontrollen over sig selv, og havde bidt Kevin. Dette var dog en hemmelighed han ville tage med sig i graven.

Kevin vandrede egentlig ganske fredeligt omkring, og man skulle næsten tro at han var under indflydelse af stormhateliksiren. indtil han hørte noget nærme sig. Alle musklerne i hans krop var spændte, og han prøvede at opfange færten af hvad end det var. Han hørte pludselig en raslen bag sig og, og han vendte omgående rundt. Hvad end det måtte være gemte det sig i busken, og med en skræmmende knurren nærmede Kevin sig busken. Han stod få meter fra busken, og uden en lyd sprang han ind i busken med kløerne først. Han fandt hvad han ledte efter. Man kunne lige se kaninens hoved imellem hans pote, og selvom det var et lille bytte, kunne han mærke blodtørsten suse indeni ham. Han spiste, eller rettere sagt, slugte kaninen i en mundfuld, men dette gjorde ham ikke mindre sulten. Tværtimod. Han vandrede endnu en gang rundt i skoven, men denne gang var han på jagt. Efter et par stille minutter opfangede han endelig færten af noget. Kevin lavede et lydløst spring i den retning, og begyndte at snige sig ind på sit nye bytte.

[Jon Coleman]

Stadig med hånden på knivens glatte skaft bevægede Jon sig krumbøjet henover skovbunde med lette og elegante skridt, det lignede nærmest små hop henover jorden hvor han nemt undgik de værste lyde der kunne afsløre ham. Selvom slottet var tydeligt for ham, var der stadig et godt stykke vej, oh hvem vidste hvad der lurede i de skotske skove om natten?
Der var ingen lyde nogen steder, ikke engang vinden fik bladende til at røre på sig, hvis noget rørte sig ville man hurtigt kunne opfange det hvis man var i nærheden, og dette var Jon udmærket klar over. Han var meget blottet for evt farer. Den eneste fordel han her havde var at spille på sin svaghed, hvis de kunne hører ham, så kunne han også hører dem. Han stoppede og lyttede til omgivelserne. Hans hjerte bankede hårdt i hans bryst, nærmest som om det længtes efter at bryde ud af ribbenene der omsluttede den som et fængsel. Overbevidst om at en hver i miles omkreds kunne høre den irrationelle frygt hans hjerte udstrålede holdte han vejret i et par sekunder, og hørte til sin store ærgrelse og frygt, at nogen eller noget håbede ind i en nogle blade og tilsyneladende angreb noget. Det hele var overstået meget hurtigt, og lydende var væk lige så hurtigt som de var kommet. Jon var ikke i stand til at lokalisere lyden, så alt han kunne gøre var at stå hvor han stod og ængsteligt kaste blikke rundt om sig, han var i en lille lysning så der var åbent omkring ham, det var ikke muligt at liste sig frem.

Uden at han havde tænkt mere over det var den nøje afbalancerede kniv frigjort fra skeden og lå trygt hen over han bryst med ryggen ind ad, han var klar til at kaste den hårdt mod det første der nærmede sig, hvis det da kom. Den anden hånd lå henover tryllestavshylsteret klar til at blive trukket op til forsvar. Nu ventede han blot på det væsen han nærmes synsk vidste ville finde ham, om det var mørkt der spillede hans sanser et puds var uvist, han var jo ikke normalt indbrudstyven der listede sig ind på slotte om natten, hvis det ikke var nok at sælge ud af sig selv og hans krop måtte han ty til andre folks lommer. Han håbede inderligt at det bare var en ræv, eller grævling for den sags skyld, der lurede i mørket, men han vidste også godt at der kunne gemme sig andre noget mere frygtelige ting blandt stammerne

[Kevin Ideex]

Alle muskler i Kevins store ulve krop var spændte. Han listede sig roligt gennem skoven, som han kendte bedre end sin egen bukselomme. Selvom ulven havde kontrol over ham, var det ligesom den havde taget hans tanker og kendte skoven som han gjorde.
Da Kevin havde været barn havde han jaget med sin far i denne skov, og han vidste hvor de forskellige dyr opholdte sig. Sjovt nok vidste ulven det samme. Dette var dog ikke et dyr som normalt levede i skoven. Det var større, stærkere, og dens duft var ikke noget han før havde lugtet i skoven. Dette var dog ikke grund nok til at Kevin ikke ville jage det, og forhåbentlig æde det. Derfor fortsatte han i samme retning, og snigede sig ind i en busk, da han kunne mærke at det var tæt på. Han tog kun lige det forreste af han hoved ud af busken så han kunne se sit bytte. Normalt ville han være chokeret over at det var et menneske han kiggede på. Mest fordi næsten ingen kendte til hvor slottet lå, men lige nu var han ligeglad. Mad var mad. Normalt ville Manden ikke kunne se Kevin på grund af mørket, hvor Kevins ulve øjne kunne se i mørke. Der var dog et lille problem med dette. Kevins øjne lyste op i mørke. Så hvis bare manden vendte sig om ville han kunne se 2 gule øjne stirre på ham. Han var nødt til at angribe før han opdagede ham og fik tid til at komme væk. Ikke fordi Kevin ikke ville kunne fange ham igen, men hvis han skulle være ærlig, så havde han ikke rigtig lyst til at skulle jage sin mad i nat. Han gjorde klar til at springe efter sit bytte, men i samme øjeblik skreg en fugl over ham. Han trak hurtigt sit hoved tilbage i busken og lukkede sine øjne. Han lyttede efter om hvordan manden reagerede, og snerrede af fuglen for sig selv.

[Jon Coleman]

Stadig med et bankende hjerte stod Jon med sin kniv presset ind til brystet som hævede og sænkede sig taktfast i et hurtigt tempo. Han havde næsten opgivet en kontrolleret vejrtækning, men han vidste at det var hans eneste håb for at tænke klart, hans krop måtte ikke gå i panik, det var det sidste der måtte ske.
Om det var vinden, en forvirret fugl eller noget andet anede Jon ikke, men i det sekund han hørte en enkelt kvist briste og nogle blade pusle sendte han en fin og velrettet reducio besværgelse imod lyden. Han var ikke den vildeste magiker, og han var aldrig den elev der brillerede i fag som besværgelser og forvandling, i stedet havde han øvet sig nærmest ekstremt på at ramme præcist. Han kunne ramme mus med lammere på flere meters afstand. Og hvad end der havde lavet lyden var der helt bestemt ikke mere.
Desværre hjalp det ikke på hans bankende hjerte og hurtigt efter hans udbrud af forsvar følte han et intenst og dyrisk blik i hans nakke. Det var nok til at få ham til at fryse et øjeblik, han tude ikke bevæge sig, og hans vejtrækning gik fra at være intens til ikke at være eksisterende.
En hver lyd var tydelig, og denne gang var Jon ikke længere i tvivl om at noget stort lurede på ham i den busk han meget belejligt havde vendt ryggen til.
Uden at bevæge sig ventede han på bevægelse, og den kom. Det var ikke som han havde forventet, bæstet trak sig tilbage med en lav snerren, men også kun en anelse. Det var grænsen for Jon og i en lynende hurtig bevægelse drejede han om på hælen. Det tog ham ganske få sekunder at lokalisere de store gule øjne der gemte sig blandt bladende og med adrenalinen pumpende i hans krop sende han med al sin kraft kniv i mod dem.
Fortvivlet så han kniven bore sig langt ned i jorden lige foran busken.
Han kunne ikke andet end at stirre med armen strakt ud, han var som frosset fast, dette var meget væld en meget fatal fejl
”Pis”
Åndede han ud for han havde holdt vejret hvert eneste sekund, velvidende at han nu var i problemer valgte han at fylde sine lunger så ofte han kunne. Det var her de magiske evner havde været nyttige

[Kevin Ideex]

Det havde været med nød og næppe at kniven ikke havde boret sig ind i hans pote. Han skulle faktisk takke den irriterende fugl, selvom han nok ikke ville have været blevet opdaget hvis bare den havde holdt sin kæft.
Kevin gik ud af sit skjul og de lysende øjne var fastlåst på sit nye bytte. Manden var tynd, svag, og lignede en af dem som Kevin ville have inviteret til at have en overnatning på slottet, hvis det ikke lige havde været for fuldmånen. Det eneste Kevin kunne tænke på nu var hvor godt han ville smage. Han blottede sine skarpe tænder i noget der næsten kunne ligne et smil, og slikkede sig om munden. Han kunne straks mærke blodtørsten suse rundt i hans krop igen, og han kunne ikke vente til at få et større bytte end de små kaniner som han havde været nødt til at spise de sidste måneder hvor han ikke havde fået opfyldt sit lager af stormhateliksiren.
Kevin tog et par skridt nærmere manden. Han knurrede af ham, og gjorde sig klar til at angribe. Dog kunne ulven inde i ham ikke forstå hvorfor byttet bare stod der og ventede? Normalt løb kaninerne, og rådyrene væk så snart de hørte ham komme, men ham her bad jo nærmest om han åd ham. Kevin var dog nervøs for at han havde noget i ærmet som han ikke havde forudset, og derfor stod han nærmest og ventede på at han ville begynde at løbe, eller i det mindste gør noget, end bare at stå der. Han kiggede undrende på ham med hans store lysende øjne. Var han ikke bange for ham?

[Jon Coleman]

Der stod den, væsnet der havde luret i mørket, væsnet med de gule øjne, de gule onde selvlysende øjne. Det var nok noget af det grimmeste Jon nogensinde havde set, og det var mildt sagt. Selvom han var skrækslagen var synet meget tæt på at få hans mave til at reagere på en temmelig upassende måde – og meget ubelejlig kunne man vidst roligt sige. Krydsning mellem en ulv og menneske der tårnede sig op foran ham lignede noget en ko havde fordøjet 4 gange og gylpet for ikke at sluge det den femte gang.
At han manglede ilt til hjernen gjorde nok også lidt ved hans tanker omkring kreaturet der mest af alt mindede om en halvforvirret solsort der ikke kunne finde ud af op og ned fordi den kort forinden var hamret ind i et vindue.
… Den stod bare der og kiggede på ham, hvilket forvirrede Jon utrolig meget. Hvad i alverden skulle man stille op med nogle ben der ikke ville gå, og en varulv der ikke vidste hvad den skulle gøre af sig selv.
Jon blev faktisk en anelse sur. Det hele var en stor træls situation, og han kunne slet ikke se enden på det mere.
Der gik hvad der føltes som evighed inden han tog det første skridt bagud i ren og skær trods. Og så et til, og et til, endnu et. Det gik naturligvis meget langsomt, for den rest og logisk tankegang der kunne presses ud af hjernen på en mand hvor adrenalinen pumpede som var det lokomotiv på en lang strækning uden stop, fortalte ham at hvis han ikke lavede nogen pludselige bevægelser ville skabningen ikke kunne se at han var der.

[Kevin Ideex]

Det var en meget akavet situation. En ulv og hans bytte hvor ingen af dem rørte sig, men bare stod og kiggede på hinanden. Men hvorfor skulle Kevin overhovedet være nervøs? Han havde jo alle fordelene. Han var større, stærkere, og hurtigere. Den eneste fordel manden havde var at han kunne bruge hans stav. Det var en af de bedre fordele, men i denne situation ville Kevin ikke bytte plads med ham.
Alle Kevins muskler spændte da manden endelig rørte på sig. Han rørte sig stadig ikke ud af stedet, da han ville give manden en fornemmelse af sikkerhed. Dog skulle manden overhovedet ikke føle sig sikker endnu, da Kevin ikke blot ville stå der og se sit bytte smutte væk ind i mørket. Manden kom nogle få meter væk fra ham før hans tålmodighed slap op, og uden at give et tegn på han ville angribe. Løb, eller rettere sprang han mod manden, som han ikke tænkte noget om, udover hvor godt han ville smage.
Hans øjne lyste mere op end de plejede da han tog sit sidste spring mod mod mandens strube med sit åbne gab, så man kunne se hver eneste skarpe tand i hans mund. Han gik efter struben af flere grunde. Manden ville ikke have tid til at råbe efter hjælp (Dog vil der højest sandsynligt heller ikke være nogen som hørte ham, hvis han valgte at råbe) og han ville ikke kunne flygte væk, da han ville dø indenfor få sekunder